1til1 (Enetime)

Der er lige så mange grunde til at gå til afspændingspædagog, som der er mennesker.

Muskel- og ledsmerter, stressproblematikker, søvnproblemer, balanceproblemer, inkontinens, rejsningsproblemer, angst, depression, udbrændthed, opgivenhed, manglende kontakt til krop og psyke, er bare nogle af de årsager som mine klienter kommer med.

Andre kommer til Enetime, fordi det er en utrolig behagelig måde at skabe god kontakt til sig selv, sin krop og sine følelser. De oplever, at det efterfølgende føles lettere at tage hånd om dem selv og deres situation. At de valg de efterfølgende træffer, bliver mere holdbare, fordi de er truffet med god kontakt til dem selv. De føler sig gladere, roligere, mere ”sig-selv”.

Du kan gå til behandling, så længe eller så kort som du ønsker. Alt efter hvad du ”kommer med”, tilrettelægger vi et forløb, der er individuelt tilpasset dig. Gennem et Enetime forløb får du hjælp til at erstatte uhensigtsmæssige handlemønstre med nogle, der arbejder med dig, og det ønske om forandring du har. Du lærer at lytte til dig selv og din krop med skærpet opmærksomhed, så du fremover selv kan tage dit problem i opløbet. For nogle er det let, og de behøver kun komme her få gange. For andre går det lidt langsommere, og de har derfor brug for et længere forløb, hvor der gradvist bliver længere og længere tid mellem vi mødes.

Den første gang du er her, taler vi grundigt sammen om hvorfor du henvender dig, og hvad du forventer at få ud af det. Det er for at vi kan få opstillet nogle mål, som vi kan arbejde hen imod. Så vi ved hvad vi styrer efter. Nogen gange ændrer det sig undervejs, og så justerer vi, så vi er på rette kurs.

En Enetime tager altid udgangspunkt i hvordan du har det her og nu. Vi starter med at samle op på hvordan det er gået siden sidst, og om du har mærket nogen forandring.

Selve behandlingen foregår enten på briks eller på behandlingsmadras på gulvet – formen afhænger af hvad det er vi skal lave. Du har dit eget behagelige, fleksible tøj på, som du føler dig godt tilpas i. Du bliver lagt tilrette med varmepakninger og puder, og får tæppe på, så du ligger lunt og trygt. Herefter bearbejder jeg med blide behandlingsgreb hele din krop, og søger at skabe balance mellem overspændte (hårde og myosefyldte) muskler og underspændte (svage og trætte) muskler. Dette føles som oftest meget behageligt.

Vi samtaler undervejs om det du mærker for at skabe kobling mellem det du sanser ,og det du oversætter dine sansninger til – en øget kropsbevidsthed.

Efter behandling føler nogle sig trætte, andre opstemte, men generelt for alle, er velbehag, helhed og tilstedeværelse i kroppen.

Enetimen tager 75 minutter, og afsluttes med forslag og gennemgang af understøttende øvelser, så du kan arbejde videre hjemme, i det omfang din situation tillader det.

SOS HUSET   SØNDERGADE 61    8783 HORNSYLD    TELEFON: 6138 8924    MAIL: LENE@SOSHUSET.DK